Teksten under frimærket: 'Eliezer Ben-Yehuda - genopliveren af det hebraiske sprog' (1958)
Det hebraiske sprogs genoplivelse betragtes i dag, som en af de mest fremragende sociolingvistiske fænomener i den moderne tid. Alle dem, der lærte sproget og brugte det undervejs i 70 år, inden grundlæggelsen af den israelske stat, er ansvarlige for den succes. Men Ben-Yehuda, med sin karismatisk karakter, sin stædighed og ihærdighed, var drivkraften bag processen. Som vi så, havde han mange forskellige idéer om, hvordan det skal gøres. Det, at hebraisk i dag er nationalsproget i Israel, og andet sprog for de fleste jøder i verden, er et bevis i sig selv for, at alle idéerne lykkedes på længere sigt. Alle de jødiske husstande i Israel taler hebraisk. Undervisningen i skolerne og på universiteterne foregår på hebraisk. De fleste og største aviser er på hebraisk. I mange lande blev der skrevet ordbøger fra hebraisk til landets sprog og omvendt. Endelig er der også “Akademiet for hebraisk sprog”, der som sagt stammer fra Ben-Yehudas lille sprognævn: Akademiet står for forskningen i det hebraiske sprog. Det er her nye ord og talemåder udvikles. Akademiet anses om den vigtigste institution i verden for hebraisk.
Men, efter min mening, kan man ikke se på sprogets genoplivelse, som en uafhængig proces. Et folk kan godt få sit frihed og skabe en uafhængig stat, uden at genoplive sit oprindelige sprog. Dem findes der en del af. Men et sprog kan ikke genoplives uden sit folk. Jeg tror, at genoplivelsesprocessen lykkedes, fordi den begyndte sammen med de første tegn fra den zionistiske bevægelse – de to immigrationsstrømme. Pionererne fra de to Aliyot40 med deres kompromisløse ideologier om genskabelse af den jødiske nation, var processens grundlag, og Ben-Yehudas første og afgørende “kunder”.
I en af artiklerne i sin avis skrev Han at en nation ikke kan være hel, hvis ikke den bruger og oplever dens eget sprog. Eliezer Ben-Yehuda viede sit liv til den jødiske nations nationalistiske og kulturelle helhed.
