Ben-Yehuda på Dansk

Hebraisk, som er biblens sprog eller jødernes sprog, er en del af den semitiske sproggruppe¹ sammen med aramæisk og arabisk. Sproget har 22 almindelig bogstaver, hvoraf 18 er konsonanter, og 4 kan bruges enten som konsonanter eller som halvvokaler. Udover det har 5 af de 18 konsonanter en anden udgave, der kun bruges, når konsonanten ligger sidst i ordet. Hebraisk skrives fra højre til venstre og kan i mange tilfælde skrives uden vokaler, hvorfor der kræves godt grammatisk kendskab til sproget og dets nuancer. Som erstatning for halvvokalerne findes der også et punkt- og stregsystem. Punkterne og stregerne sættes under, over, inde og iblandt bogstaverne. På den måde bestemmes udtalelsen med eller uden halvvokalerne².

Det hebraiske sprog blev brugt gennem historien af israelitterne i mere end 1300 år indtil omkring år 200 f.Kr., hvor det forsvandt som et talt sprog, og blev erstattet af tidens to internationale sprog, aramæisk og græsk. Til gengæld blev hebraisk fortsat brugt som et skriftsprog. De to hellige skrifter, Biblen (Det gamle testamente) og Mishna³, var skrevet på hebraisk, og hver af dem repræsenterede forskellig stil og sprogbrug. De fungerede også som normer for fremtidig skrifter. I perioden mellem årene 200-500 e.Kr. i Palæstina blev der skrevet mange inderlige, poetiske bønner (Piyyutim), efter den bibelsk-hebraiske skik. De indeholder flere tusinde nye ord og viser sprogets rigdom gennem den periode. Fra år 500 og videre domineredes brugen af sproget i dets skriftlige form, hos de jødiske samfund udenfor Palæstina – Asien, Nordafrika og Europa i den grad, at fra det tiende århundrede og videre, brugte alle de samfund, der var spredt i Diasporaen hebraisk, ikke kun som et passivt sprog for studier og bønner, men også for aktiv meddelelse i bøger og private breve. Fra år 600 begyndte hebraisk at blive brugt til medicin, fra år 900 til timelig poesi, og fra 1150 til videnskab og filosofi.

Hebraisk har en betydelig plads i middelalderlig litteratur. Specielt skal der nævnes Provençal Hebraisk litteratur, som i den senere middelalder var blandt de mest avancerede af hele den europæiske litteratur. Der skal også nævnes den italienske og hollandske hebraiske litteratur, som i den senere middelalder og den tidlige moderne periode, kom alle de emner og former af den europæiske litteratur nærmere. Yderligere, selv som et svagt talt sprog i den periode, var hebraisk endnu ikke dødt. Jøder kunne godt tale hebraisk en gang imellem. Fra forskellige lande kommunikerede de med hinanden på hebraisk. Besøgende lærde holdt prædikener på det. Nogle talte på helligdage og fester hebraisk mens andre talte sproget for ikke at blive forstået af ikke-jøder.

Men alligevel var hebraisk ikke brugt i hverdagslivet. Jøderne brugte det lokale sprog eller dialekt fra det land, de boede i, blandet med lidt hebraisk og nogle aramæiske termer, som adskilte deres sprog fra deres naboer. I nogle tilfælde bevarede jøderne det sprog de medbragte fra deres forrige lande, f.eks. Jiddisch i Midt og Centraleuropa – oprindeligt fra tyske Rhineland området, og Ladino i Balkan og nær Østeuropa – oprindeligt fra Spanien.

I middelalderen var det reglen og ikke undtagelsen, at det talte sprog ikke blev nedskrevet, mens det skriftlige sprog ikke blev talt. Latins historie ligner meget den hebraiske, da de var de to vigtigste skrevne sprog i det middelalderlig Europa. Men, da latin måtte opgive sin rolle som et skriftligt sprog i en proces, der begyndte i det 14. årh. og sluttede i det 17. årh., blev hebraisk fortsat brugt indtil det 19. årh. Grunden hertil var de ændringer, der forgik i Europa, da nye moderne nationer opstod, ikke baserede på religion, men på fælles territorium og fælles sprog. Det var en måde at afvise den middelalderlig religiøse autoritet, hvis mest vigtige redskab var sproget – latin. Til gengæld følte jøderne sig ikke forpligtet overfor den kristne tro, og jødernes brug af hebraisk var i sig selv en form for oprør mod det kristne sprog. De fleste af dem lavede heller ikke parallel mellem latin og deres eget traditionelle sprog i den forstand, fordi de aldrig havde tæt forbindelse til et andet sprog, som de havde til hebraisk. Man skal huske, at sproget var tillært fra en meget ung alder i mange generationer og det var religionen og ikke nationaliteten, der, efter jødernes opfattelse, stadigvæk var den vigtigste faktor for dannelsen af ens identitet.

Mens brugen af de europæiske sprog var en form for europæisk nationalisme, var brugen af hebraisk paradoksalt nok en form for jødisk nationalisme, som dog ikke eksisterede endnu. Bibelsk hebraisk symboliserede tiden hvor jøderne var et folk boende på deres eget territorium, i modsætning til post-bibelsk hebraisk som mindede om diaspora og eksil. Problemet begyndte i det 19. årh. hvor de nye skrifters karakter ændrede sig fra et romantisk til et mere realistisk udtryk. Bibelsk hebraisk var baseret på omkring 7000-8000 ord, hvis betydning var uklar og anakronistisk. Nogle unge forfattere begyndte at indsætte nogle post-bibelske ord baseret specielt på Mishna og Talmud⁴.

Indtil midten af det 19. årh. havde flere jøder lært de europæiske sprog og følte sig rede til at være med i den europæiske nationalisme. Den tendens baserede sig på princippet om, at et skriftligt sprog også er et talt sprog. Samtidig med de mangler der fandtes ved at bruge det gamle hebraisk som et redskab for daværende diskussioner, førte mange forfattere til den konklusionen, at det hebraiske sprog burde følge det latinske eksempel og dø.

Svaret på denne konklusion kom i form af en artikel der hed “Et alvorligt spørgsmål” i en hebraisk avis Ha-Shahar i 1879. Den 21-årige forfatter hed Eliezer Ben-Yehuda, og han påstod, at sprogets fremtid var bundet sammen med jødernes fremtid. Han konkluderede, at for ikke at skulle miste deres identitet og deres sprog, var det essentielt for jøderne at immigrere til Palæstina, deres fædreland. Idéen var ikke ny. Den blev diskuteret af jødiske intellektuelle gennem de sidste to årtier. Men nyheden i artiklen var introduktionen af et nyt ord og en ny koncept til det hebraiske sprog – ‘Nationalisme’ (leumiut). Efter kort at have diskuteret begrebet skrev han⁵:
“Vi har et sprog som vi kan bruge til at skrive alt det vi vil, og vi kan tale det, hvis bare vi vil”.

Det succesrige bevis af den hypotese, hvor hebraisk er nationalsproget i Israel og er andet sprog til de fleste jøder i verden, kaldes generelt for ‘Det hebraiske sprogs genoplivelses mirakel’. Men der påstås at intet mirakel var sket. Statistikken viser at i 1879 kunne over 50% af de mandlige jøder forstå bibelen og de daglige bønner, og 25% af dem kunne læse en middelsvær bog på hebraisk. Ben-Yehuda så behovet for sprogets genoplivelse og ved hjælp af hans stærke vilje, begyndte genoplivelsens gennemførelse, hvis resultatet er et levende og rigt hebraiske sprog.

1. Sprogæt (sprog familie) der omfatter en række – herunder flere uddøde – sprog, talt i Nære Østen og Etiopien. Af de vestsemitiske sprog, hebraisk, fønikisk, moabitisk og aramæisk, er kun hebraisk levende som officielt sprog i Israel.
2. Se “De hebraiske bogstaver“.
3. Jødisk lovtradition, udviklet i århundrede omkring Kristi fødsel. I Ny Testamente omtalt som de gamles overlevering. Blev skrevet i begyndelsen af 3. årh. e.Kr. Udgør sammen med sin kommentar Gemara og Talmud.
4. Jødedommens lov- og lovkommentarsamling. Omfatter Mishna, nedskrevet på sen-hebraisk og færdigredigeret i 3. årh., og kommentaren Gemara, nedskrevet på aramæisk og færdigredigeret i 5.-6. årh. Talmud foreligger i to udgaver, en længere babylonisk og en kortere Jerusalemsk.
5. Avisen “Ha-Shahar”, og Ittamar Ben-Avi “Alle Eliezer Ben-Yehudas skrifter” (Jerusalem 1941).