Ben-Yehuda på Dansk

Som sagt, fik Ben-Yehuda altid forslag fra andre, og overvejede dem seriøst. Det var ikke hans mening selv at føre hele processen. Sproget tilhørte alle jøderne, og han mente, at alle skulle deltage i genoplivelsen af deres sprog. Derfor prøvede han altid at overbevise folk, i Palæstina og i udlandet, om at vågne op og give en hånd. Det var også meningen da han i 1889 skrev i sin avis:
“Vi kan ikke sige… ‘acceptere min dom!’. Kun en gruppe af lærde sammen, som kender sprogets ånd og alle dets… facetter…, kun de kan danne skabelser på den måde… Så længe vi mangler sådan en gruppe af lærde, der sidder i vores fædreland, vort sprogs vugge,… der forsker og diskuterer de emner, vil vores sprog ligne en by uden mure, hvor enhver forfatter vil… krænke dets ære og dets skønhed”³⁷.

Som endnu et skridt i sine forsøg på at hverve andre til at deltage i sprogets genoplivelse, oprettede han en spalte i sin avis, der skulle fungere som et sprogforum. Læserne blev forslået at sende lingvistiske spørgsmål, svar og bemærkninger, der eventuelt ville blive offentliggjort i spalten. I 1890 grundlagde han et litteraturnævn, indenfor “Safa Berura”³⁸ samfunds ramme, der skulle diskutere sprogemner. Det blev senere døbt “Det Lingvistiske Råd”, og til sidst “Sprognævnet”. Nævnets funktioner og kilder var:
Nævnets funktioner:

• At sørge for at sproget bruges i alle livets aspekter, derhjemme, i skolen, på gaden, for at handle, i landbrug og i videnskab.
• At beskytte sprogets orientalske kvalitet, og dets specielle struktur.
• At offentliggøre ord med base i den hebraiske litteratur, fra dens begyndelse og indtil i dag.
• At fylde sprogets mangler ud ved at skabe nye ord.
• Nævnet vil give korrekte stavninger, vil danne nye udtryk, vil lave orden i brugen af tegnsætningen, vil markere de fejl der har fundet vej til talen og stilen.

Nævnets kilder:
Nævnet vil søge gennem alle emner af den hebraiske litteratur og samle:

• Alle de gamle hebraiske ord, og dem der blev dannet gennem perioderne.
• De aramæiske ord, så mange som det er nødvendigt, når der er intet hebraisk ord er, der passer til begrebet. Det ord vil få en hebraisk form efter ordets grammatik… Hvis ordet allerede findes i sproget, vil nævnet gemme dets aramæiske form.
• Nævnet har ingen behov for ord fra ikke-semitiske rødder, selvom de findes i de hebraiske kilder, medmindre de har en hebraisk form, eller allerede er kommet ind i sproget, og er blevet brugt tit.
• Ordene vil blive dannet, så godt som muligt, efter hebraiske rødder der findes i den bibelske og Talmud litteratur.
• Efterfølgende, fra semitiske rødder: aramæisk, kanaanitisk, egyptisk , og specielt arabisk.
• Med hensyn til videnskabelige begreber, hvis termer ikke blev givet af den gamle litteratur, vil nævnet forsøge at danne nye ord efter begrebets videnskabelig natur og sprogets ånd, og ikke efter dets ydre mening, ligesom det er på de ariske sprog³⁹.

Undervejs, mens nævnet arbejdede på dets opgaver, opstod der mange uenigheder i forhold til grammatiske og strukturelle spørgsmål, som førte til nævnets opløsning kun seks måneder efter dets grundlæggelse (dog blev det genoprettet i 1904, og dets arbejde fortsættes i forskellige former indtil i dag). En af de uenigheder var spørgsmålet om stavemåden. Ben-Yehuda brugte i sine egne skrifter det “manglende” skriftsystem (scripto defectiva), anbefalet af lærerne. Det skriftsystem, som mangler en stor del af ordenes vokaler, men som på hebraisk, til gengæld, bruger et punkt- og stregsystem, brugtes til at skrive bibelen. Efter Ben-Yehudas mening symboliserede det skriftsystem perioden, hvor jøderne var selvstændige, og boede i deres eget land, uafhængige af andre. Det andet skriftsystem (scripto plena), var brugt i post-bibelsk hebraisk. I det system brugtes vokalerne næsten altid. Dette skyldtes de fremmede sprogs indflydelse på hebraisk i diasporaen, i løbet af 1800 år. Det var præcis det, Ben-Yehuda ikke ville bevare i sprogets genoplivelse. Spørgsmålet om stavemåden blev ikke løst i sprognævnets diskussioner, og det forbliver også uløst den dag i dag.

Sprognævnet blev genoprettet efter 13 år, i 1904. I de første år af genoplivelsen var nævnets rolle i processen meget minimal. Da dets funktioner blev defineret mere tydeligt, og dets aktioner konsolideredes effektivt, blev dets arbejde forstyrret af krigen. Kun i årene efter 1917, blev det virkelig hovedkraften i sprogets udvikling – en rolle nævnet kunne have opfyldt tyve år tidligere.

1. Avisen “Ha-Zevi” 3(?) (1889).
2. Se “De hebraisktalende samfund“.
3. Blev først offentliggjort i “sprognævnets Biografi” 1 (1911). Den protokol blev skrevet af Ben-Yehuda for det andet sprognævn af 1904, men det passer generelt også til det første sprognævns kort arbejde af 1890, hvilket næsten ingen beviser findes til.