Ben-Yehuda ved sit skrivebord hjemme i Jerusalem
De unge hebraisktalende familier var et vigtigt fænomen, men det kan ikke betragtes som mere end ét skridt på vejen til sprogets genoplivelse. Ben-Yehuda vidste at han måtte udbrede sproget blandt et større antal jøder. Derfor begyndte han at skrive artikler i Avisen Ha-Havazzelet i Jerusalem. Ha-Havazzelet var Ben-Yehuda’s bedste instrument. Den var den vigtigste og mest udbredte hebraiske avis i Palæstina, såvel som hovedredskabet for kommunikation mellem det jødiske samfund i Palæstina og jøderne i diasporaen. Artiklernes pointe var at understrege sprogets vigtighed for jødernes nationale foryngelse. I den periode fokuserede han på de nationalistiske jødiske unge i Europa, specielt i Rusland. Han ville forklare idéerne om lingvistisk genoplivelse og immigration til Palæstina. Ben-Yehuda oplevede genoplivelsen af det russiske sprog hos de nye generationer i Østeuropa opdraget i de regeringsstøttede skoler, og spekulerede i sine artikler på, om det ikke kunne lade sig gøre med hebraisk i skolerne i Palæstina15. Den ultimative løsning, mente han, lå i selve folket. I en af artiklerne skriver han:
“Hvis ikke vi kan vænne os til at tale hebraisk derhjemme, på markedet, på arbejdet eller blandt venner, hvordan kan vi så oprette hebraisktalende skoler?”.
Som sagt, vidste Ben-Yehuda at det osmanniske riges fald var uundgåeligt, og når det ville ske, ville England og Frankrig komme ind, skære landet i nogle sektioner, og tilkende dem de befolkningsgrupper de mente bedst svarede til en nation. For de to lande var sprog en afgørende egenskab for nationens definition, og araberne var allerede begyndte at “vågne”. Hans mening var, at hvis jøderne ikke ville reagere hurtigt, ville håbet for en lingvistisk og nationalistisk genoplivelse forsvinde.
Trods Ben-Yehudas forsøg viste diaspora-jøderne sig at være en skuffelse for ham. De reagerede ikke som han havde forventet. Ydermere lokkede de osmanniske myndigheder med grænserne for østeuropæiske jøder. Myndighederne blev mistænksomme, efter at nogle tusinde jøder kom til Palæstina i 1882-1883. Ben-Yehuda måtte så forlade sine planer om at overbevise unge østeuropæiske intellektuelle som ham selv, om at følge ham til landet. I stedet for besluttede han sig for at fokusere sine forsøg på at finde støtte til sine idéer i det lokale jødiske samfund i Palæstina.
