I forhold til sprogets fremtidig genoplivelsesproces skrev Ben-Yehuda:
“Da sprogets genoplivelse gik i stå, følte jeg at alt var afhængigt af den nye generation, som ikke eksisterede endnu (pga. deres hebraisktalende husstand). Men jeg kunne ikke fremskynde deres ankomst… og processen ville alligevel være for langsom ved kun at vente på dem. Derfor var det de børn der allerede fandtes i landet, der skulle bruges. Men da jeg sendte et brev til Ha-Havazzelet fra Paris, hvor jeg skrev, at lærerne i skolerne i Palæstina skulle tale hebraisk til deres elever, fik jeg svaret, at det var “noget vrøvl”22.
Ben-Yehudas arbejdsværelse - udstillet på Det Hebraiske Sprogs Akademi
Men der var nogle skoleledere, der var rede til at gennemføre en udskiftning af sproget på deres skoler. En af dem var Nissim Bechar, hvis elever kun var Sefardim jøder. Han ville også tilføje Ashkenazim elever til skolen. Så da hebraisk var det eneste sprog, de to grupper nogenlunde kunne tale med hinanden på, begyndte han at se meget positivt på idéen om en hebraisktalende skole. Han tilbød Ben-Yehuda at undervise på hebraisk i skolen. Betingelsen var, at selve undervisningssproget ville være hebraisk. Berlitz metoden, som bruger selve sproget i dets undervisning, passede meget godt til Ben-Yehudas ideologi, og han accepterede selvfølgelig tilbudet. Ben-Yehuda arbejdede seks til otte timer om dagen, seks dage om uge, og efter nogle måneders undervisning blev han syg, og blev nødt til at sige op. Men her havde Ben-Yehuda sin største succes. To andre lærere i Jerusalem fulgte hans spor, og begyndte at undervise i deres egne fag på hebraisk. Børnene blev meget glade for sproget, og da forældrene hørte deres samtaler, begyndte de også at tale hebraisk til dem. Ben-Yehuda skrev:
“Det hebraiske sprog vil gå fra synagogerne til skolerne, og videre til husstandene, og… vil blive til et levende sprog”23.
Den “naturlige metode” for sprogundervisning, som den blev kaldt, havde den fordel at “…den underviser i sproget på den samme måde, som barnet ville have fået det fra sin mor… uden lærere og uden bøger… uden for meget teori, men ved at tale sproget”24. Metoden udbredte sig til andre områder i Palæstina, og specielt de unge pionerlærere i de nye landbrugskolonier viste sig tiltrukket af den. Disse kolonier blev først grundlagt i 1882 i forskellige områder i Palæstina, af pionererne fra den første immigrationsstrøm. Lærerne underviste i sproget under meget strenge vilkår, isolerede og mens de prøvede at overleve i de små landbrugskolonier. “Utrænede lærere uden bøger underviste i et helt sprog, mens de opfandt terminologi undervejs”25.
Yizhak Epstein, en sprogforsker der skrev meget om den “naturlige metode”, anbefalede at bruge hebraisk i traditionelle fag. Men diskussionen var stadigvæk åben i forhold til de generelle fag. Der var kun ét svar for de unge nationalister, som ville skabe en hel ny kultur: hebraisk. Hebraisk var det eneste sprog det kunne komme i betragtning, da det var det hellige sprog. Meningen var, at hebraisk var det eneste sprog, der kunne bygge en bro mellem det hellige og det verdslige, og skabe et forenet studieprogram. Anvendelsen af hebraisk i generelle studier viste sig at være mere besværlig end forventet, men det var en begyndelse. Forskellige lærere eksperimenterede med at anvende hebraisk på spil, sang og dans, historier og teater, og med hver succes blev sproget stadig mere udbredt.
