Før ankomsten til Palæstina havde Ben-Yehuda allerede besluttet sig for kun at tale hebraisk. Han havde også fået sin unge kones forsikring for, at hun også ville gøre det, selvom hendes kendskab til sproget kun var det, hun nåede at lære undervejs på rejsen til Palæstina. Ben-Yehuda’s hebraisk var naturligvis diaspora-hebraisk. Hans sprog skulle indrettes efter den lokale dialekt. Han hørte den palæstinensiske dialekt ved forskellige lejligheder i Paris, og da han hørte den dialekt på sin første dag i Palæstina, var han meget glad for det, og han besluttede sig for at adoptere den. Den var mere naturlig og enkel i modsætning til den europæiske dialekt, der virkede kunstig i dens karakter.
Ben-Zion Ben-Yehuda (senere Itemar Ben-Avi) - 'Det første hebraiske barn' på 4 år
Gennemførelsen af den beslutning om kun at tale hebraisk derhjemme skabte mange problemer, da sproget manglede de grundnuancer, der skulle bruges til hverdag. Hans kone Devora kunne næppe tale sproget, og selv det at bede om en kop kaffe blev til en svær opgave. Til gengæld, da deres første søn blev født i 1882, blev Devora den første hebraisktalende mor i 1500 år. Sønnen Ben-Zion Ben-Yehuda (senere Itamar Ben-Avi) betragtes i den moderne jødiske historie som det første hebraisktalende barn. Ben-Avi skriver sin selvbiografi at når der kom gæster på besøg blev det lille spædbarn lagt i seng, sådan at han ikke ville høre deres fremmede sprog og selv til heste eller fugle måtte han ikke lytte (ironisk nok) af den samme grund12.
Med et barn i huset blev Ben-Yehuda nødt til at finde på nye ord til daglig brug. På den måde blev deres hjem til en ordfabrik hvor de to forældre søgte efter eller fandt på nye ord på hebraisk for dukke, vugge, tæppe, håndklæde, is, gardiner osv. Ben-Yehudas mål i det tidspunkt var at vise at “hvis et sprog som ikke blev brugt i så lang tid kan bruges igen hos en individuel familie, så kan det også bruges af et helt samfund”13.
Det så ud som om barnet voksede til at være stum, da han som 3-årige endnu ikke havde sagt ét ord på noget som helst sprog. Men da han begyndte som 4-årige at sige lidt på hebraisk blev det betragtet som et mirakel i Jerusalem. Alle jøderne fra de forskellige samfund i Jerusalem måtte komme for at høre det første barn i hundredvis af år hvis modersmål var hebraisk.
Eliezer Ben-Yehuda med sin anden kone Hemda
Det lykkedes så for Ben-Yehuda at bevise at man kunne lære en hel husstand at tale hebraisk ligesom ethvert andet talt sprog. Som forfølgere af det eksempel adopterede fire andre familier sproget og begyndte at bruge det i deres hverdage. Bortset fra dem begyndte andre jødiske beboere kun at tale hebraisk, i det mindste når de forhandlede med Ben-Yehuda. Hemda Ben-Yehuda (Ben-Yehudas anden kone og Devoras søster, som han giftede sig med efter Devora død af sygdom i Jerusalem) opgiver nogle bestemte navne på naboer, som adopterede sproget af forskellige grunde14. Nogle af dem gjorde det pga. ideologien, mens andre pga. Ashkenazim-Sefardim ægteskab hvor ægtefællerne kun kunne kommunikere med hinanden på hebraisk. Det var unge mennesker, og havde derfor kun lille indflydelse på deres samfund i den tid, men det var en begyndelse.
