Eliezer Ben-Yehuda og Jøderne i Palæstina

Det er umuligt at diskutere det hebraiske sprogs genoplivelse uden at nævne Eliezer Ben-Yehuda. Processen og manden bag den kan ikke adskilles, da sproget sandsynligvis stadigvæk ville være bedøvet eller måske død i dag, hvis ikke han i 1879 havde besluttet sig at vie sit liv for dets genoplivelse, som et dagligt talt sprog.

Eliezer Perelman (hans oprindelig navn) blev født i den litauiske landsby Luzhky i d. 7. januar 1858. Ligesom de fleste af de jødiske børn på den tid, begyndte han at lære hebraisk da han var 3 år, og da han var 6, overgik han fra bibel-studier til at læse Mishna og Talmud. Efter hans 'Bar-Mitzva'⁶ konfirmation, blev han sendt til en 'Yeshiva' skole⁷ i en anden by, Polotsk. I Polotsk blev han introduceret til nogle 'oplyste' jøder (typiske i tiden), og under deres indflydelse åbnede han sig for den moderne europæiske viden, som fandt sted i de hebraiske skrifter af den 'Oplysning'. Hans udsættelse for nye tankegange viste ham, at hebraisk kunne bruges til andre mål end bare religiøse. Men eftersom den introducerede til den nye jødiske verden, og da han prøvede at leve både som en religiøs og en oplyst jøde, måtte han betale prisen, og han blev tvunget til at forlade skolen.

Fordi han var bange for at komme hjem igen, flyttede han til en anden by, hvor han mødte en oplyst jøde som senere skulle blive hans svigerfar. I mandens hushold tilegnede han sig de sprog, der hjalp ham gennem hele sit liv - fransk, tysk og russisk. De sprog lærte han af sin fremtidige kone, Devora. Efter at havde lært de europæiske sprog og kultur, blev Ben-Yehuda sendt til gymnasiet i Dünaburg i Hviderusland, hvor han næsten tabte sin jødisk identitet for evigt. Grunden var de stærke russiske nationalistiske følelser og idéer, der kontrollerede gymnasiet i den tid. Det eneste, der forhindrede det, var hans kærlighed til hebraisk. Han var meget skuffet over de hebraiske skrifter i den tid bortset fra én. Den var den wienske avis på hebraisk Ha-Shahar. Ben-Yehuda skriver i sin selvbiografi⁸, at han sikkert ville have opgivet litteraturen og sproget, som den blev skrevet, hvis ikke det var for avisen og dens redaktør Perez Smolenskin, hvilke udtrykte flere emner og flere spørgsmål, der var værd at diskutere af mennesker af deres generation.

I 1879 blev Ben-Yehuda studerende i Sorbonne i Paris. Han prøvede at udvide sin viden indenfor nogle generelle emner, og at følge de vigtige politiske nyheder i den tid. Han tog nogle kurser i Sorbonne om nærøstens folk og deres historie og sprog, men de avancerede hebraiske kurser holdt på hebraisk påvirkede ham meget. Hans ophold i Paris gav ham mulighed for at møde nogle mennesker og høre om andre folks nationalistiske håb, f.eks. de polske. Det opmuntrede ham til at offentliggøre sine idéer i avisen Ha-Shahar, som nævnt før, i artiklen "Et alvorligt spørgsmål". I artiklen diskuterede han den voksende nationalisme i Europa. Han prøvede at definere den, mens han diskuterede den i forhold til jødernes sag. Han følte, at det osmanniske riges fald var uundgåeligt, og at det snart var tid til at tænke på dannelsen af et jødisk land i Palæstina. Han mente, at hvis England og Frankrig ville godkende det, så ville det blive godkendt internationalt. Spørgsmålet for Ben-Yehuda var, hvilke egenskaber der bedst kunne definere en nation eller stat. Hans konklusion var, at en af de vigtigste egenskaber i hvert fald var et fælles talt sprog.

I sommeren 1881 tog Ben-Yehuda til Jerusalem, for at viderefortælle sin idé til andre unge jøder. Det var efter at han giftede sig med Devora Yonas, sin tidligere sprogunderviser. Han havde også aftalt at være assistent hos "Ha-Havazzelet" - en hebraisk avis i Jerusalem som nogle af hans artikler allerede havde været offentliggjort i.

   Jøderne i Palæstina var koncentreret i fire byer: Jerusalem, Safed, Tiberias og Hebron. Ben-Yehuda valgte Jerusalem, fordi de fleste indbyggere var jøder, og deres antal var det samme som resten af byerne tilsammen. Den økonomiske situation var ret elendig, da Palæstina var en del af det osmanniske rige som betragtedes som "Europas syge mand". Selvom de fleste jøder boede i Jerusalem, bestod det jødiske samfund der af mange små samfundsdele, opdelt efter deres oprindelig land, der hver især havde dets eget sprog og dialekt, madvaner, tøj og religiøse skikke. Hver gruppe så på jøderne fra en anden gruppe, som ikke "rigtige" jøder. De giftede sig ikke med hinanden, og de plejede ikke at bede i den samme synagoger eller sende deres børn til de samme skoler. Én forfatter skriver⁹:
   "Der var intet fælles sprog... for jøderne i Jerusalem. De brugte deres egne sprog og dialekt som de bragte med fra deres fædrelande. De Sefardim jøder (middelhave- og midtøstens jøder) talte Ladino (jødisk-spansk), de Musta'arbin (lokale jøder) talte palæstinensisk-arabisk, de nordafrikanske jøder talte et nordafrikansk-arabisk dialekt, de kaukasiske jøder talte georgiansk, og de Ashkenazim (europæiske jøder) talte Jiddisch i forskellige dialekter. Arabisk var det sprog, der blev brugt til daglig kommunikation på gaden, men når veluddannede mænd fra forskellige grupper mødte hinanden, plejede de at tale hebraisk med den Sefardisk accent".
   Ben-Yehuda skriver også:
   "I en lille gruppe på tyve mennesker, bliver der talt ti sprog og der er ingen der forstår sine naboer"¹⁰.

Den underlige situation i Jerusalem gjorde Ben-Yehudas opgave meget mere besværlig. De fleste jøder kom til Palæstina for at undgå den moderne udvikling og tankegang, i modsætning til det Ben-Yehuda søgte efter. Men han vidste, at trods deres forskellige baggrunde, brugte alle jøderne hebraisk som lingua franka, når det var nødvendigt at mødes, f.eks. ude på markedet eller for at arbejde sammen i skattesamling for myndighederne. Det hebraisk dialekt, var ikke det Ben-Yehuda talte i sin barndom. Det var en Sefardisk dialekt af sproget. De Sefardim jøder nød 300-års overlegenhed i det jødiske samfund i Jerusalem, mens deres Ashkenazim brødre først kom omkring 1820. Men den form for hebraisk var meget mere enkel i dets struktur end det oprindelige sprog. Modersprogenes indflydelse (tyrkisk og arabisk) på det, kunne let mærkes. Det skal nævnes, at nogle bestemte grupper i Palæstina, specielt i Safed, allerede brugte hebraisk i deres dagligdag eller kun i weekenderne og helligdage, men deres indflydelse på den generelle jødiske befolkning var minimal.

Det var den generelle situation i Jerusalem og Palæstina, da Ben-Yehuda forberedte sig på at genoplive sit folks sprog, men der skal også nævnes, at i 1881 begyndte de to immigrationsstrømme, der i den jødiske moderne historie kaldes for "Den første og den anden Aliyot (immigrationer)". Den første Aliya tog sted i årene 1882-1904 og den anden i 1905-1914. I modsætning til de jøder, der immigrerede til Palæstina indtil 1881, var de nye immigranter ikke religiøse, men veluddannede, intellektuelle, ugifte unge fra det russiske rige. De var villige til at skifte deres bymæssige professioner, der var typiske for jøder, for landmænds arbejde og lignede. De troede, at det var på den måde, de kunne genskabe den jødiske nation på dens historiske land.

De to immigrationsstrømme var meget vigtige for Ben-Yehuda pga. deres nye og anderledes karakter, der støttede det moderne, og var villige til at tænke på en ny måde, ligesom ham. Da en stor procent af dem, som sagt, var ugifte, kunne man stole på dem til at implementere en hebraisk talende hushold. Historisk set fejlede den første immigrationsstrøm med at implementere deres ideologi bortset fra den lingvistiske genoplivelse. Immigranterne fra den anden Aliya var meget mere aggressive i deres nationalistiske følelser. De kom fordi de var skuffede over den russiske regerings samarbejde med pogromerne i 1903-1905 mod jøderne i Kishinev. De ville ikke have noget med immigranterne fra den første Aliya og deres fejl at gøre, og desuden heller ikke med Ben-Yehuda og hans naivitet, men de var meget aktive i at tale og at brede det gamle sprog, ligesom han ville have det. Men det skulle ske på deres betingelser og på en europæisk hebraisk basis, ikke på en Jerusalemsk basis, som for dem symboliserede det gamle og det stillestående. Begge Aliyot (immigrationsstrømme) spillede deres rolle i udførelsen af Ben-Yehudas drøm, men på ret forskellige måder der diskuteres i næste kapitel.

Eliezer Ben Yehuda og genoplivelsen af det hebraiske sprog